torsdag den 30. september 2010

Udsigt til vinter

Jeg kan ikke gøre for det, men jeg kan altså ikke lide kulde....sne er okay (juleaften!), men kulde og mørke - NEJ TAK!!!!

Når det er sagt, så må jeg også sige, at de billeder jeg tog sidste vinter faktisk ser hyggelige ud.

I år har jeg strikket adskillige sjaler/tørklæder, så i år er jeg forberedt.....i år kommer jeg forhåbentlig ikke til at fryse lige så meget som sidste år ;o)

onsdag den 29. september 2010

Build-a-bear trøje


Det var mørkt, da jeg tog billedet, men den er altså lilla og lyserød
 Jeg har en meget sød (mandlig) kollega, som tålmodigt har lyttet til min snak om strik og andet håndarbejde (han har været gift i mange år, så han er godt opdraget hjemmefra) ;o)

Han sad for et godt stykke tid siden og bladrede i et ugeblad, hvor han så en strikket badedragt til en build-a-bear bamse, og så spurgte han, om ikke jeg ville strikke sådan en til hans barnebarn.

Det ville jeg naturligvis godt, og en anden kollega donerede velvilligt nogle bomuldsrester i lyslilla og lyserød, for jeg havde absolut ingen bomuldsrester i rigtige tøse-farver.
Da der stadig var lidt garn tilbage af de to farver, besluttede jeg mig for at strikke dem op til endnu et stykke bamsetøj. En enkel trøje i retstrikning kunne det blive til, men så kan jeg heller ikke få mere ud af de garnrester (der er 7 gr lyserødt og 11 gr lyslilla tilbage).

Det tager et par timer at strikke sådan en trøje....og det er jo ingenting, især ikke, når man kan glæde en lille pige ;o)

mandag den 27. september 2010

Mandags panik

Mandag morgen, skal lige have tøj på, inden det går i rask gallop til toget....står på hovedet i skabet for at finde lige netop DEN trøje, men den er pist væk!?! 

Kommer hjem fra arbejde og fortsætter eftersøgningen....finder trøjen i bunden af skabet - den er gledet af bøjlen og ligger som en krøllet klud i bunden af skabet.....skabet som jeg glemte at lukke i morges, så nu ligger der 2 katte oven på "mors" tidligere rene og kattehårsfri trøje!!!

Løsning på problemet? Hovedet ned i garnresterne, så nu har jeg strikket 2 "slanger" til et par af mine gamle træbøjler.
SLUT MED TØJ, DER GLIDER NED.

Opskriften er nem - 16 msk på p. 3 og STRIK derud af ;o)

søndag den 26. september 2010

Tændte stearinlys og friskbrygget kaffe

Lykken er : Kaffe, stearinlys og et nystartet hækle-håndarbejde

Endelig er man blevet feberfri, og så er vejret bare ØV!

Nåh, men det er jo bare en god undskyldning for at lave en god kande kaffe og tænde stearinlysene. 

Jeg har dog fået lavet lidt fornuftigt!
Jeg fik sorteret alle mine rester - de er nu pakket i poser med nøjagtig angivelser af, hvor mange gram, der er af hver slags, så nu har jeg da i det mindste fået et overblik. 

Så er det store overblik der ;o)


Et penalhus kan man vel altid bruge....

Jeg fandt en masse tyndt bomuldsgarn, og pludselig kunne jeg mærke, at min indre "hækler" rørte på sig. Jeg begyndte at hækle et penalhus til mig selv. Hovedfarven bliver sort, for så gør det ikke så meget, hvis blyanter/kuglepenne smitter af....det kan nemlig ikke ses ;o).  Det gode ved sådan en oprydning er, at jeg har fået en masse gode ideer....og mit hovede er fyldt med små-projekter, som jeg gerne vil i gang med. Og heldigvis er der så mange kreative mennesker i blog-verdenen, så når min egen fantasi ikke slår til, så kan jeg hente inspiration rundt omkring hos andre. ;o)

fredag den 24. september 2010

Garnrester og influenza

Efter at have ligget underdrejet med influenza i 2 dage med feber, hovedpine og ondt i hele kadaveret måtte jeg bare foretage mig et eller andet - noget der ikke krævede nogen form for fysisk aktivitet.....

Det eneste jeg kunne komme i tanke om, var at vende bunden i vejret på den kurv, der indeholder alle mine garnrester.....og dem er der mange af, fandt jeg ud af.

Udfordringen de næste måneder bliver at få så mange af garnresterne brugt, for jeg har besluttet mig for, at der ikke må indkøbes nyt garn før kurven er (næsten) tom (og så glemmer vi lige, at der ligger nyt garn til mindst 4 trøjer sikkert gemt i skabet)......

Jeg tror ikke, at jeg orker at lave særlig meget i denne weekend, så måske skulle jeg sortere lidt i mine rester og finde nogle opskrifter/ideer til nogle småting, som man kunne lave af dem.....det lyder som et godt og overskueligt "influenza-projekt", synes jeg ;o)

onsdag den 22. september 2010

ET KATTELIV

Det er nu så koldt, at mine 3 katte vil sove i sengen om natten....og de 2 af dem vil helst ligge i under dynen....og det får de lov til, for mine katte er (det indrømmer jeg) meget forkælede.

Da vi flyttede ind i vores hus, havde det stået tomt i et par år, og der var en stor koloni af mus. faktisk så mange, at de løb hen over vores hovedpuder om natten. Personligt, synes jeg at mus er både søde og sjove, MEN..... de var overalt. Vi investerede i et par musefælder, og i løbet af bare 2 dage fangede vi 18 mus.
En bekendt anbefalede, at jeg anskaffede mig en kat, da den ville holde musene fra dørene.


Jeg fulgte hendes råd og fik en lille killing, som nogen havde fundet i et udhus. Den var fyldt med orm, skræmt fra vid og sans og absolut ikke interesseret i at få kontakt med mennesker. Det tog lidt tid at socialisere den, men den udviklede sig til en både sød og sjov kat, som også var en god musefanger.

Selvfølgelig kom min lille hunkat i "dårligt selskab" og om sommeren nedkom hun med 2 killinger.
Hmmm.....og for det ikke skal være løgn, så var hun en perfekt mor i ca. 14 dage, hvorefter hun skred! (Hun er flyttet over til vores genboers genboer). Og så stod jeg der med 2 bitte små killinger, der knapt havde fået øjne.....
Jeg blev katte-substitut-mor og den næste måneds tid blev de 2 små kræ fodret hver 3. time med min hjemmelavede "katte-modermælkserstatning" (Whiskas kattemælk, fløde og varm vand). De boede i en vasketøjskurv ved siden af min seng, og selvom de faktisk ikke rigtigt kunne gå, så kunne de sagtens kravle op i sengen og putte sig hos mig om natten.....og ja, det gør de stadig nu, hvor de er voksne.

De hænger på mig, følger mig overalt, hvor jeg går og står og kommer altid, når jeg kalder....faktisk er de lige så trofaste som hunde.....og det er nu dejligt, at have en spinnende kat (eller 2) liggende i skødet....de er det perfekte "afstressningsmiddel" efter en hård arbejdsdag.
Så mine katte lever er ægte katteliv. Masser af søvn, masser af mad, masser af opmærksomhed og mennesker, som er "opdraget til" at opfylde alle deres ønsker.

tirsdag den 21. september 2010

VÆK og fundet igen

For en hel del år siden fandt jeg en en pragtfuld opskrift i Alt Om Håndarbejde (nr 4/99).  Det var en meget kompliceret sag, med masser af farver og mønster, og jeg turde faktisk ikke rigtig gå i gang med den på det tidspunkt.

Efter at have drømt om lige netop DEN trøje i årevis tog jeg for ca. 4 år siden mod til mig og gik ud og købte garnet til den. Og så gik jeg i gang.


Det var bestemt ikke et tv-strikketøj, for det var lidt med tungen lige i munden, masser af tællen og evige farveskift.

Da jeg var næsten færdig (manglede ca 10 cm på for/bagstykket+1 ærme) måtte jeg pakke kunstværket væk, for vi skulle flytte fra vores daværende lejlighed til et kæmpe, faldefærdigt skrummel af et hus.


Strikkeprojekter blev udskiftet med gipsplader, spartelmasse og cement, og da vi efter masser af tid og arbejde endelig havde fået gjort halvdelen af huset beboeligt, ja, så var mit fancy strikketøj pist væk. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvor jeg havde pakket det ned........ØV


Nu ca. 3 1/2 år efter, at det blev pakket væk har jeg endelig fundet det igen.....det lå i en kasse med køkkenting, som jeg egentlig havde tænkt mig skulle afleveres til den lokale genbrugsbutik......


Garnet er fra Garnstudio og er en fantastisk bomulds/viskose blanding og passer til pind 3 1/2.


Nu sidder jeg så her med min halvfærdige og håbløst umoderne trøje....men den skal nok blive færdig, for har jeg faktisk ønsket lige netop den trøje siden 1999, men for søren da, hvor jeg har svært ved at få min hjerne til at rumme det mønster.....

søndag den 19. september 2010

ET LOPPEFUND

Jeg så denne lille bakke nede i vores lokal genbrugs butik. Den kostede hele 10 kr.

Jeg havde faktisk tænkt mig, at jeg ville skifte billedet ud, men da jeg kom hjem og fik studeret mit fund ordenligt, fandt jeg ud af, at det krævede en hel del "snedkerarbejde", og da jeg var bange for at ødelægge det hele, droppede jeg ideen.

I stedet står den lille bakke nu på en hylde i køkkenet. Og når jeg bliver træt af at kigge på den, så vil den være god til at stille nogle bloklys på. Men til da, så synes jeg den er rigtig flot....og så er det desuden rigtig godt håndværk!

lørdag den 18. september 2010

EN VARM SJÆL I ET VARMT LEGEME

En hurtig sjælevarmer
Sidste vinter, da sneen og kulden havde et fast greb og lille Dannevang strikkede jeg denne sjælevarmer. Jeg forsøgte, at hækle en fin kant, men jeg var bestemt ikke tilfreds med resultatet, så min søde kollega brugte lige en lørdag eftermiddag og vupti, så var der en fin kant.
Da sjælevarmeren var færdig røg den ind i skabet.....aller bagerst og blev glemt.
Da jeg her for nylig pakkede mit sommertøj væk dukkede den pludselig op igen, så nu skal jeg da til at bruge den.
Den skulle lukkes med et silkebånd, men jeg har ikke kunne finde et i en passende farve, så i stedet bliver den lukket med en broche.
Opskriften fandt jeg i et gammelt nummer af INGELISE - Alt om Håndarbejde (nr 7 fra 2005).
Garnet er en mohair-kvalitet, som jeg fandt i en fantastisk garnforretning på Nørrebro i København (Nicoline Garn) for et godt stykke tid siden. Bandarolerne er desværre for længst smidt ud, så jeg ved ikke, hvad garnet hedder, men sjælevarmeren er meget let og lun.
Den er hurtig at strikke (pind 4 og 8), og man skal kun bruge ca 200-250 g garn.
Den er perfekt i disse dage, hvor vejret skifter mellem regn og solskin ca. hvert 10. minut, og så siger de jo, at grønt er godt for øjnene ;o)

fredag den 17. september 2010

PÅ PINDENE LIGE NU


Begyndelsen på ryggen

Jeg må indrømme, at jeg er håbløst bagud i forhold til striksæsonen. Opskriften til denne trøje er fra foråret, men jeg blev så forelsket i opskriften, at jeg bare måtte strikke den.
Jeg fandt opskriften i et tillæg til Hendes Verden (nr 1-2010). Designet af Wilfert's. Jeg valgte at strikke den i bomuld. Garnet er 95% bomuld  og 5 % Lurex.
Når den er færdig skal jeg i gang med det rigtige vinterstrik. Hvad det bliver, er jeg ikke helt sikker på, men jeg tror, at det bliver en opskrift fra Drops.




Og en næsten færdig ryg



torsdag den 16. september 2010

FITNESS-TORSDAG

ZZZZZZzzzzZZZZZ
Puh.....her sidder jeg med verdens bedste samvittighed. Jeg er lige startet med at gå til fitness sammen med en kollega og jeg har det bare super godt.....og jeg har for en gangs skyld rigtig god samvittighed, MEN jeg er sikker på, at jeg i morgen er så øm over det hele, at jeg knapt kan røre mig, og jeg er faktisk også ret sikker på, at jeg kommer til at sove rigtig godt i nat ;o)

onsdag den 15. september 2010

EFTERÅRSVEJR

Forårsminder
Vinden suser og regnen slår mod ruden.
Jeg fryser, bare jeg hører de lyde - også selv om det ikke er koldt. Uhhh, jeg glæder mig slet ikke til vinteren og kulden.
Sidste vinter fik jeg, nej ikke en vinterdepression, men en snedepression.....jeg er kun glad for sne, når jeg kan sidde og putte mig i sofahjørnet under et tæppe og kigge på sneen ud af vinduet.....jeg kan slet ikke lide at komme ud i kulden.
Derfor vil jeg tænde alle mine stearinlys, hente mit hyggetæppe frem og "øve mig" på de lange, mørke vintermåneder.

tirsdag den 14. september 2010

ROSER OG VARM KAFFE



Jeg har taget en grum beslutning!
Ikke flere garn/stof indkøb før alle mine rester er brugt op - ja, det er ikke rart, men nu skal jeg have ryddet op i mine gemmer!
Dette her var vist engang en dug, men nu er det en kaffe-hætte til min bodum kande.
Der er stadig mere stof tilbage.....det ved jeg endnu ikke, hvad jeg skal bruge til, men det  kommer nok. Grydelapper? Dækkeservietter? Tja.....
Mønsteret er kopieret fra en kaffe-hætte, som jeg købte i Fakta for mange år siden. 
Den holdt kun til ganske få gange vask, så begyndte syningerne at gå. Derfor sprættede jeg den op og tegnede mønstret af. 
Denne kaffevarmer er nr. 2, jeg har syet - den første en mindst 5 år gammel, så det beviser bare, at "hjemmegjort er velgjort".

søndag den 12. september 2010

LOPPEFUND


Jeg kan altså ikke gøre for det, men jeg elsker simpelthen genbrugsbutikker og loppemarkeder.

Nogle gange er det det rene bras, man finder, men andre gange er det virkelig kvalitets kitch.

Den græske kopivase er et rigtigt godt eksempel på kitch.

Jeg måtte bare eje den!
Og den kostede den uhyrlige sum af 10 kr.
De 2 "ægte japanske vaser kostede 20 kr. tilsammen, og de emmer af dårlig smag.
Det betyder nu ikke så meget, for jeg elsker dem simpelthen....måske af selv samme grund.
Mit hjem skal ikke ligne en møbeludstilling, det skal passe til familiens behov (og mors mærkelige smag)!
Derfor hjemsøger jeg gerne de lokale genbrugsbutikker....mindst en gang om måneden....for at se, om de har fået sjove/mærkelige/skønne ting siden sidst. Og af og til falder man jo også over bøger - og bøger, dem kan man ikke få for mange af!



fredag den 10. september 2010

ROKOKKO-RÆDSEL?!?


Tja, jeg fik altså også strikket en trøje her i sommerens løb, men jeg er bestemt ikke helt glad for den.
Den er for meget! ALT for meget blonde (4 meter!!!!! måtte jeg strikke), men nu er den færdig og hænger nydeligt på min gine Esmaralda, for ellers fryser hun.
Den er strikket efter en opskrift fra Hendes Verden, tillæg 1 2010 - her var den strikket i grå og beige.....ikke lige mine farver, skulle jeg hilse at sige.
Jeg ville have lignet en skål blondebesat havregrød, hvis jeg havde bibeholdt de farver....nu ligner jeg bare en falleret rokokko-dame.
Garnet hedder Napoli, og er købt i Brugsen (500 g for 100 kr.) den er strikket på pind 3 1/2.
Hvad kan man så lære af det? Er der mere end 1 meter blonde på en strikket trøje, skal jeg undlade at gå i gang med den.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...