søndag den 31. oktober 2010

jeg tæller på knapper......

Da jeg i efterårsferien var på besøg hos mine forældre stak min mor mig en stor plastikpose i hånden - lige da vi på på vej ud af døren.  
Posen indeholdt fantastiske skatte - bla. ca 30 lynlåse i forskellig længder og farver og en lille pose fyldt med knapper i alle regnbuens farver. Behøver jeg at sige, at jeg ELSKER knapper?
De står nu på hylden og pynter i et gammelt sylteglas...det lille glas ved siden af var min egen samling - det ser lidt ynkeligt ud i sammenligning :D Måske skulle jeg sortere dem i mindre glas - sådan efter farver - men det må blive en dag, hvor jeg virkelig ikke har andet at lave - jeg mener, hvis nogen spørger mig, hvad jeg har lavet i weekenden, så tror jeg de kigger underligt på mig, hvis jeg fortæller, at jeg har sorteret knapper ;o)

Med alle de knapper, så har jeg virkelig ingen undskyldning for ikke at få monteret den forårsbluse....har jeg? :D

lørdag den 30. oktober 2010

i dag skulle jeg have.....

I dag skulle jeg have gjort min forårs-bluse færdig - hæftet ender, strikket kanter og syet knapper i. Jeg havde endda fundet de små perlemorsknapper frem......






Jeg skulle også lige have syet lynlåsen i mit hæklede penalhus - det er lidt svært at bruge, når den mangler...... ;o)




Og sidste, men ikke mindst skulle alle disse her lapper have været syet sammen, så jeg lige kunne have fået mig et overblik over, hvor mange lapper jeg mangler......

Jeg fik bare ikke gjort noget af det!

Jeg havde faktisk i tankerne døbt denne dag "store monteringsdag", men nu må det blive "store monteringsUGE" i stedet ;o)
I dag har jeg lavet ABSOLUT ingenting! Jeg har kigget i gamle blade, drukket kaffe, strikket lidt, kigget ud af vinduet, nusset med kattene....kort sagt
JEG HAR IKKE LAVET NOGET SOM HELST! 
Og nej, hvor har jeg nydt det! I morgen hævner det sig sikkert, for der skal jeg som en anden hvid tornado igennem hele huset: pudse vinduer, vaske gulve, skifte sengetøj, stryge osv .....men det er heldigvis først i morgen ;o)

torsdag den 28. oktober 2010

en tur ned ad "barndommens gade"

Min ferie bragte andet end et komplet orkis-kit.
Jeg fandt mine gamle bamser....eller skal jeg sige MIN gamle bamse, for den anden tilhørte min bror.
Jeg behøver vel ikke at fortælle, at staklen uden øjne og med armen halvt revet af tilhørte min uvorne bror ;o)
Min gule bamse er aldeles hel og pæn, på trods af at han/hun nu er.....uh ha da- 46 år - mens den anden er over 50.
De har de sidste mange år fristet en kummerlig tilværelse i bunden af et skab, men nu har jeg altså taget de to stakler med hjem.
"Sorte-bamse" skal have nye øjne og hans arm skal syes fast....måske skulle jeg også kigge lidt på hans næse, som også er lidt i opløsning - ja han skal faktisk have den helt store tur hos "bamsedoktoren".
Den gule skal vist bare børstes lidt....bare sådan for at få det værste støv væk og så....ja så skal de have noget tøj, tror jeg....for de er da vist lidt uanstændige....sådan to bare bamser ;o)

tirsdag den 26. oktober 2010

til grin kan man jo altid blive......:o)

Så er jeg kommet tilbage fra min mini-efterårsferie......og mit orkis-kursus!

Lige da vi var kommet overrakte min mor mig en fin æske - og jeg er aldeles vild med den slags ;o).
Og inden i?

















Ja, lige netop - orkis udstyret. Jeg fik aldeles kolde fødder og præstations angst, for pludselig kunne jeg huske alle de fine ting min mor i årenes løb havde produceret. Jeg udskød derfor kursus-starten til næste dag ;o)

Jeg løb naturligvis ind i problemer.....min mor er højrehåndet, og det er jeg ikke! Så hun viste, hvad man skulle gøre og så gjorde jeg det.....bare spejlvendt - det skabte virkelig forvirring, for ligegyldig hvordan jeg bar mig ad, så mente min mor, "at det så forkert ud" - og min far, som fulgte meget interesseret med i hele processen udbrød pludselig med undren i stemmen: "Skal hun virkelig stritte sådan med alle 10 fingre"?
Der sad jeg viklet ind i tråd og med alle fingrene strittende i hver sin retning og grinede, så tårerne trillede.
Hmmm, men hvad kom der så ud af alle mine anstrengelser?

 Ja, først en tredimensionel ufo.....eller sådan noget. Jeg ved ikke lige, hvad der skete, men det kom bestemt ikke til at ligne den lille lysedug, som min mor foreslog jeg lavede.....men denne orkis-dims kan stå selv.....og det kan en lysedug ikke ;o)
 Næste forsøg blev lidt bedre......det kan ligge vandret, men jeg løb tør for tråd, så jeg måtte stoppe midt i det hele!


3. og sidste forsøg blev okay....det så endda også rigtigt ud, men da havde jeg mistet tålmodigheden for denne gang.

Men min mor havde ret - orkis er ikke så svært. Dvs knuderne er ganske simple, men man skal øve sig gevaldigt på teknikkerne og have fred og ro til det, og det var ikke lige det, der var mest af i min ferie.
Jeg har bestemt ikke mistet gejsten, så en dag sætter jeg mig ned og går i gang (igen) - FOR JEG VIL LÆRE DET....

onsdag den 20. oktober 2010

og nu til noget helt andet........nemlig efterårsferie ;o)

Så går turen snart mod nordvest - i morgen tidligt med tog.
Og jeg elsker at køre med tog!
Jeg skal selvfølgelig have strikketøjet med for turen tager lidt over 6 timer, så det er rart at have noget at nørkle med.
Jeg kan godt mærke at en lille ferie er tiltrængt! Det er faktisk min sommerferie, som jeg stadig forsøger at få afviklet....og det skulle også have været en hel uge, men af arbejdsmæssige årsager måtte den forkortes med et par dage.
Det gode er, at jeg først skal møde på tirsdag, så næste uge bliver en kort uge - og det er jo ikke så dårligt :o)

Jeg glæder mig til at slappe lidt af og bedre endnu - jeg glæder mig til at prøve kræfter med at lære at orkere - min mor siger, at man kan lære det basale i løbet af en time og så skal man i øvrigt bare øve sig.

Vi får se, om jeg er så lærenem :o)

tirsdag den 19. oktober 2010

og så lige midt i middagssøvnen...... :o)

Ja, hvad tænker hun dog på....at komme med kameraet og forstyrrer på den måde?
Jeg kunne ikke lade være....der findes faktisk ikke noget mere "morgengrim" end en søvning kat....og mine katte er fra naturens hånd ikke specielt smukke i forvejen - i mine øjne er de naturlivis perfekte - så pyt med udseendet - det er jo det indre, der tæller, ik'?
Og så ser vi lige bort fra, at den ene er småneurotisk, nr. 2 lider af en spiseforstyrrelse (hun æder alt!!!! Ink. regnorm) og den 3. er så "morsyg", at hun hænger på mig (lige nu ligger hun foran mig på bordet med hovedet på min arm).
Ja, men bortset fra det, så er de perfekte ;o)

mandag den 18. oktober 2010

det smukke efterår

Nu kan vi vist ikke komme uden om det længere - efteråret er her!
Alle, der har læst med her på bloggen ved, at jeg IKKE kan lide kulde og mørke, men.......det betyder ikke, at jeg ikke kan se skønheden i de forskellige årstider!
Billederne tog jeg i går i min have.....smukt!

søndag den 17. oktober 2010

dagens bedste tid og så en lille strikkeprøve

Jeg vågnede tidligt her til morgen - og det elsker jeg. Solen var ikke stået op, men man kunne lige skimte lidt morgenrøde ude i horisonten. Og bedst af det hele - DER VAR HELT STILLE - selv mine katte sov længe ;o)


Morgen hygge i stearinlysenes skær
 For mig er det en livsnødvendighed lige at få 15-20 min i fred og ro om morgenen. Det er der jeg "finder" mig selv og planlægger dagen.
Jeg ved, hvad jeg SKAL lave i dag....jeg skal ordne en masse papirarbejde, som jeg ikke har haft tid til at lave på arbejde. 

Men jeg skal også strikke lidt....og det der skal startes på i dag er min "futte rundt derhjemme" trøje. Jeg har valgt garnet ud fra det ene kriterium, at den færdige trøje skal kunne tåle hyppig maskinvask, og hvis man vasker den om aftenen, skal den helst være tør næste morgen - ergo, den skal strikkes i akrylgarn - det er en trøje, der vil blive udsat for alt lige fra havearbejde til opsætning af gipslofter, så den må heller ikke være for dyr i garn (så nænner jeg jo ikke at bruge den).

Nåh, men jeg købte det famøse garn (300 g for 45 kr), og havde egentlig tænkt mig "en lige ud af landevejen" model (retstrik med raglan-ærmer).....men så.....ja, så faldt jeg over opskriften på en strikket jakke med et flot strukturmønster (tillæg til Hendes Verden nr 41, 2010).



TANJA fra Falk Garn
  I morgen stilheden lavede jeg så en lille strikkeprøve, og mønsteret er såre simpelt. Der skal ændres noget i forhold til maskeantal og den slags, men så får jeg altså også en hjemme-jakke i stedet for en hjemme trøje ;o)

lørdag den 16. oktober 2010

en varm (næsten selvlysende) vinter regnbue......



 Jeg har gået og tænkt over vinterens mørke et stykke tid nu, og så besluttede jeg mig for, at denne vinter vil jeg være en anelse selvlysende......det er i øvrigt også mere trafik-sikkert :o) Jeg har derfor købt garn til at strikke et sjal, som kan lyse lidt op på de mørke vinterdage.
Garnet er et blandings garn af uld (75 %) og akryl (25%), så det burde kunne holde kulden væk fra mine skuldre.
Jeg afprøvede flere forskellige opskrifter i aftes: dobbeltgarn og store pine, forskellige mønstre, strikkede firkanter, hæklede firkanter osv, men det blev "forkert". Til sidst faldt jeg over en opskrift fra Hendes Verdens strikketillæg nr 38 fra 2009. Det er strikket på p 3, og opskriften er såre simpel, så det er et rigtig godt "tv-strikketøj".
Jeg tror, at det bliver for ensformigt udelukkende at strikke på dette her sjal, så mon ikke jeg skulle begynde at kigge efter en opskrift til min "hjemmetrøje"?

torsdag den 14. oktober 2010

så er den (næsten) færdig

Ja, så er den ved at være der...næsten da, for som det fremgår af billedet, så mangler der lige et par småting såsom at hæfte ender, strikke forkanter og sy knapper i, men......helt ærlig, så trænger jeg til en lille pause fra den bluse.
Jeg lader den hænge fremme på ginen, for hvis den hopper ned i strikkekurven, så glemmer jeg vist desværre alt om den (og det er sket før).
Så nu vil jeg gå i gang med det næste projekt....og jeg har besluttet, at det næste jeg skal i gang med er en "afløser" til min gamle (næsten antikke) "hjemmetrøje" - på pind 4 1/2 eller 5, så den burde være relativt hurtig overstået og bagefter? Ja, bagefter har jeg ca. 8 ting på to do listen, og der kan nå at komme endnu flere på, så det vil jeg ikke tage stilling til lige nu. Den tid, den glæde ;o) 

tirsdag den 12. oktober 2010

Orkis efterår


Min mors orkerede kreationer

Om lidt over en uge tager min søn og jeg på en mini efterårsferie hjemme hos mine forældre. Det bliver rart, at slappe lidt af og komme væk fra hverdagens stress og uro. Men det er ikke tænkt som en fuldstændig "slappe af" tur, for jeg har planlagt, at min mor skal lærer mig at orkere! 
Min mor er (og har altid været) dygtig til al slags håndarbejde. Hun strikker, syr, hækler, orkerer, broderer, strikker kunststrik, maler, knipler.....ja, man kan altså godt få lidt kreative mindreværskomplekser, når man er sammen med hende ;o) 
Hun ringede for et stykke tid siden og fortalte, at hun havde fundet nogle poser med min mormors håndarbejdsmaterialer. Der var bl.a. gamle hæklenåle med træskaft (og hylster) og så disse her orkis nåle (hedder de det???) af ben.
Jeg sagde straks, at hvis hun ikke ville gemme tingene, så skulle de nok få et godt hjem hos mig, men til gengæld skulle hun altså lære mig at orkere, så det er aftalen....jeg glæder mig - både til ferien og til at lære noget nyt! 

mandag den 11. oktober 2010

i syv sind.....


Billedet lånt fra DROPS design

Min forårsbluse er nu ved at være færdig, og jeg er allerede ved at planlægge mit næste strikketøj.....men.....jeg troede, at det var planlagt men så kom jeg her til aften til at surfe lidt rundt hos DROPS design....det skulle jeg ikke have gjort, for nu er jeg for alvor 
Lånt fra DROPS design
lånt fra DROPS design
kommet i syv sind....mine planlagte vinterprojekter var overskuelige - en tyk og lun vintersweater, Geilsk kilevest og sluttende af med Cecilie vesten - men nu.... nu er jeg blevet fristet over evne til at lave en masse andre ting også......hvis jeg skal nå det hele i løbet af denne vinter, så håber jeg på, at det bliver en laaaang vinter ;o)
Lånt fra DROPS design















lørdag den 9. oktober 2010

endelig weekend.......

Endelig er arbejdsugen slut!
Det har været en uge, hvor der ikke engang har været tid til at holde pauser...hvor frokostpausen har været 15 min. "stående buffet", hvor man lige slugte et stykke rugbrød, inden man var på vej igen.

Fredag, hvor vi ellers har tidligt fri, snuppede jeg lige 3 1/2 times overarbejde, og fik en del hængepartier fra hånden, så NU skal der slappes af!

Jeg VIL ikke fortage mig noget som helst, der tilnærmelsesvis minder om arbejde på denne pragtfulde lørdag! Jeg vil nyde solen, strikke, høre musik, tale med familien, strikke lidt mere og bare nyde at være menneske!

I morgen, når der er oparbejdet lidt arbejdsoverskud igen, bliver der gjort rent, vasket tøj osv, men i dag?

ABSOLUT ARBEJDSFORBUD!!!!!!

Billedet, som vist meget godt illustrerer min tilstand, da jeg kom hjem i går, har jeg lånt her.

God weekend til alle.....sørg nu for at slappe af....en ny uge venter lige om hjørnet :o)

onsdag den 6. oktober 2010

Strikke-film


Indiana Jones - ren nostalgi
 Klokken er pludselig blevet 22:15 - jeg aner ikke hvordan det sker, men indkøb, aftensmad, oprydning og lektielæsning - det tager altsammen tid og pludselig er dagen bare ved at være slut.

Det er nu, jeg lige kan sætte med med strikketøjet en times tid eller halvanden.

Og så skal der lidt uforpligtende underholdning på dvd'en - og det har jeg lige anskaffet mig i form af de 4 Indiana Jones film.

De er perfekte "strikke-film". Man behøver ikke have øjnene klistret til skærmen for at følge med, og handlingen er heller ikke så inviklet, at man behøver at sætte filmen på pause, når man lige skal tælle maskerne på pinden.....og så den unge Harrison Ford ganske sød ;o)

tirsdag den 5. oktober 2010

Nyt legetøj til mor ;o)

Jeg kan ikke gøre for det, men jeg kan simpelthen ikke stå for de der elektroniske nyskabelser.

Da mini-computeren dukkede op, måtte jeg bare eje sådan en - den er helt vild sød og fylder mindre end en A4 blok....og nu har jeg fået endnu et absolut nødvendigt stykke legetøj - en ny telefon....den kan ALT!

Nåh ja, måske lige undtagen strikke et par sokker, men ellers.... 

Det sjove er selvfølgelig, at jeg absolut ikke ka' hitte ud af det, men det er da vildt, at man kan få en telefon, der ikke har nogen taster.
Min telefon er rigtig tøselyserød, og jeg har absolut ikke brug for den eller alle dens funktioner, men jeg er vild med den ;o)
Ja, jeg er barnlig og lettere til grin i min familie....men det er altså (næsten) min eneste last (bortset fra garn altså) :o)

mandag den 4. oktober 2010

Projektet, der fik min "indre strikker" frem


Kimono jakke
 Man høre tit, at folk har lavet håndarbejde siden de var små.... dem hører jeg ikke til.
Jeg hadede håndarbejde, da jeg var yngre. Jeg kunne slet ikke finde ud af det, og jeg fik konstant at vide, at det var fordi, jeg ikke havde nogen tålmodighed (hmmm, den er god nok), men.......som voksen har jeg gennemtænkt det, og det var ikke min manglende tålmodighed, der var skyld i miseren, men det faktum, at jeg er venstrehåndet. 
Det er rigtigt svært at bruge den "forkerte" hånd....og jeg kan stadig huske følelsen at at håndarbejdet "vendte" forkert.
Jeg strikker og hækler som højrehåndet, men hvis jeg skal sy i hånden bruger jeg begge hænder.....alt efter hvad der lige er nemmest...det er lidt mærkeligt. 
Da jeg forlod skolen var det med en indgroet afsky for alt det der nørkleri, men....man har en jo lov til at ændre mening ;o)
Det skete den dag, da min mor, som er dygtig til ALLE former for håndarbejde, sagde, at fra nu af måtte jeg selv strikke/sy/hækle de ting jeg ville ha' (snotforkælet som jeg var plejede jeg at kunne ringe og "bestille" hos hende). 
Og det jeg ville have på det tidspunkt var en mønstret jakke. Jeg sundede mig lidt oven på den besked, gik rundt om mig selv en 14 dages tid og gik så ud og købte garn til vidunderet.
Det tog mig en evighed, kan jeg godt sige, for der var en masse teknikker og udtryk, som jeg lige skulle lærer, men det lykkedes ;o)
Kimono jakken er designet af Lone Bullinger og opskriften stammer fra Alt om Håndarbejde nr. 11 fra 1999

lørdag den 2. oktober 2010

....Og så sætter jeg mig lige i en rundkreds og finder min indre strikker...;o)

Så kom der ro på igen.

Jeg satte turbo på pindene i går aftes og resultatet blev, at jeg nu kun mangler et ærme for at være færdig med min forårstrøje.

Det betyder, at jeg formodenligt i løbet af ugen så småt kan starte på et af de projekter, der står på min "to-do" liste...som da jeg kiggede den efter i sømmene faktisk er MEGET lang.

Ud over den tykke vintertrøje med snoninger, en Cecilia vest og kilevesten, så står der også en masse småting (også noget, som ikke skal strikkes), bl.a. benvarmere, et tørklæde med flæser, køkkengardiner, nyt betræk til mine spisestuestole og en masse småting af nogle af alle mine garnrester - f.eks grydelapper.

Og ja, så fik jeg lige et vink med en vognstang af familien i går.

Min trofaste "den bor jeg i, når jeg sutter rundt derhjemme" trøje, som jeg arvede efter en studiekammerat for....ja hold godt fast  - 24 år siden - den er familien sørme træt af at kigge på?!?

Den er også ved at gå i opløsning nu, men den er bare så dejlig! Den er 100 % akryl, hvilket betyder at jeg kan smide den i vaske maskinen om aftenen og næste morgen er den tør (og klar til brug). Og den er blevet vasket de første 1000 gange, for det er virkelig min "arbejdstrøje".

Jeg har lovet familien, at jeg vil strikke mig en ny af den slags trøjer og så smide den gamle ud....i den rækkefølge!

Så nu skal jeg lige have det ærme strikket....så tager jeg hul på min "to-do" liste :o)

fredag den 1. oktober 2010

Det skal være NU!!!!!!

Jeg har stadig denne forårstrøje på pindene, men nu er jeg ved at være utålmodig.....MEGET utålmodig.
Den skal være færdig NU!

Problemet er bare, at det er den ikke.

Jeg mangler ca 2/3 af forstykket og 1 ærme, og bagefter skal den jo også monteres - og det er et arbejde, jeg bare HADER. Det tager så langt tid...

Jeg har allerede de næste 3 projekter klar på min "to-do" liste....en tyk vintertrøje med snoninger fra Drops, Cecilia vest og Geilsk vest med kiler.

Geilsk - vest med kiler
 Det er de ting jeg skal have strikket i løbet af vinteren (+ alle det løse, som løber på).
Garnet ligger klart, pindene er fundet frem....det hele er der....altså undtagen mig, for jeg skal LIIIIGE have gjort den anden bluse færdig.

Mere sjælden end køn ;o)

Af alle mine rester af løvegarn bomuld strikkede jeg denne trøje/jakke. Opskriften er fra Familiejournalen (juni 2009), og her var den en flot ensfarvet. Jeg havde desværre ikke garn nok til det, så i stedet valgte jeg at strikke mine rester op og skabe dette "mesterværk" a la kludetæppe ;o)

Den var faktisk morsom at strikke....men jeg indrømmer, at jeg ikke har brugt den så meget (én gang), men sjov er den.

Desuden har jeg altså et problem med, at alt ALTID skal være design "et eller andet" og dyrt garn. Det er flot - bestemt - men det kan i mine øjne altså også blive en smule kedeligt....og kedeligt er ikke mig! Jeg vil have det sjovt, lave mærkelige ting ind imellem....blande underlige farver og morer mig over resultatet - også selv om jeg får noget ud af det, som ligner et kludetæppe ;o) 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...