fredag den 21. oktober 2011

POST(Danmark)-traumatisk stress syndrom #2

Mit post-traume startede for præcist 13 år siden. Det var i de gode gamle dage, hvor børne-pengene blev sendt ud pr. check, så man havde den d 20. i den pågældende måned. Jeg havde allerede først i oktober planlagt, at når checken kom, så skulle jeg ud og købe ny flyverdragt og vinterstøvler til sønnen, som på det tidspunkt var 2 1/2 år gammel.

Men der kom ingen check! Den 23. ringede jeg til kommunen for at høre, om de evt havde ændret på datoerne, men en venlig dame forsikrede mig om, at brevene var sendt ud, så måske skulle jeg kontakte det lokale posthus....der kunne jo være problemer med omdelingen!?!
Så jeg ringede til posthuset og efter at have talt med forskellige medarbejdere, som tilsyneladende ikke kunne forklare, hvorfor jeg ikke havde modtaget det pågældende brev, ja så blev jeg sørme stillet om til selveste chefen. Han lyttede til mine forklaringer, undskyldte sig et øjeblik, da han "lige skulle undersøge noget", og vendte tilbage og sagde:
"Nej, selvfølgelig får du ikke din post på den adresse, for du er fraflyttet adressen d. 1. oktober"!!!!!
Øh.....????? Jeg er godt nok en anelse distræt, men burde jeg ikke have opdaget det, hvis jeg var flyttet? Jeg gjorde opmærksom på, at den gamle dame på 4. sal var flyttet til d. 1., men det havde jo sådan set ikke noget med mig at gøre, vel? Han blev faktisk ret fornærmet og sagde, at han bestemt ikke kunne forstå, at jeg først reagerede nu, for jeg havde jo faktisk ikke fået nogen post hele måneden. Men JO, det havde jeg, forklarede jeg, men nu var han virkelig tøsefornærmet, så jeg opgav at argumentere mere og stillede, hvad jeg mente, var et oplagt spørgsmål:
"Du siger, at jeg er flyttet og min post bliver videresendt til min nye adresse - kunne du evt fortælle mig, hvor jeg er flyttet hen, så jeg kan hente evt. post"?
"NEJ, det må jeg da ikke oplyse dig om - det siger reglerne"..........ja, det sagde han skisme!!!
Ved hjælp af ejendommens søde vicevært, den gamle dames advokat osv fik jeg damens adresse (et plejehjem) og fik hentet posten. Checken var blevet returneret til kommunen, og der fik jeg den overbragt af en grinende kommunedame, der sagde, at det sgu' var første gang, de havde prøvet at sende børnepenge til et plejehjem.
Så burde alt jo være godt, men.......jeg fik stadig ingen post! Endnu et opkald til posthuset
"Du skal udfylde en flyttemeddelelse og afleverer den på dit lokale posthus"....godt så, det gjorde jeg, men jeg kunne jo ikke skrive nogen fraflytningsadresse, men tænkte, at jo sikkert ikke betød noget, men.....4 dage senere kom min flyttemeddelelse retur med et følgebrev:
"Vi kan ikke registrere din flytning, hvis ikke feltet med  fraflytningsadresse er udfyldt"...... da eksploderede jeg!!!!! Jeg marcherede ned på postkontoret, bad med MEGET store bogstaver om at tale med chefen. Det fik jeg lov til....hvad jeg præcist sagde, har jeg glemt, for jeg var så rasende, at det bare væltede ud, men jeg må have gjort et vist indtryk på ham, for dagen efter var der normal postgang på min adresse.......
Siden da, har jeg altså været på vagt - man ved jo ikke, hvad de postansatte kan finde på, vel???? ;o)

6 kommentarer:

Bebiane sagde ...

Sjov historie, jeg tror vi alle kan en fra det kære PostDanmark.

Lea sagde ...

Hold da op .... Kan godt forstå du er lidt mistroisk hvad Post Danmark angår!

Jeg har heldigvis ikke oplevet noget så slemt. Har da fået et brev eller syv gennem årene, som ikke var til mig, men ingenting der bare minder om din oplevelse!

Så er det godt at du har dit strikketøj til at stresse ned med :-)

Karen sagde ...

Bebiane - ja, den er faktisk vildt morsomt - bagefter ;o)
Lea - jaaaaaa endnu en undskyldning for at bruge et par timer på strik! Den havde jeg slet ikke overvejet.... ;o)
Kh Karen

Maria sagde ...

Kære Karen,
Din historie har overhalet min med mange længder! Nej, hvor er det bare frækt. Tænk at man lader borgeren stå med al oprydningsarbejdet efter at firmaet har lave en fejl - det er ikke okay! Godt du har hovedet rigtig skruet på, så de kunne få rettet fejlen.

Godt at se vi deler briller!

Kh Maria

Mette G. sagde ...

Åha - kan godt sætte mig ind i, at det må have været vildt frustrerende, men historien er altså sjov ;-)

Karen sagde ...

Maria - ja, vi deler netop de samme briller - og de handler om dårlig service og en manglende evne til at indrømme, at man har begået en fejl - så jeg korser mig hver gang frimærkerne stiger....postens service er ikke 8kr værd!!!!
Mette - da jeg sad og skrev, så kom jeg selv til at grine - fordi det er en fuldstændig "sort" situation.....bindegal faktisk - og det er da heldigvis ikke så tit man oplever den slags..... ;o)
Kh Karen

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...