fredag den 30. december 2011

TAK for året der gik

Her på årets sidste dag vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle jer søde mennesker i Blog-land.
Tak til alle I skønne blogskribenter, der har givet mig så meget inspiration, fået mig til at grine (og nogle gange græde) Tak fordi I deler jeres liv med os andre :-D
Tak til alle jer, der følger min blog - jeg er virkelig beæret over, at I læser med og har overskud til at lægge kommentarer.....det er dét, der gør det sjovt at blogge :-D (Hvis nogle af jer har en blog, som jeg ikke har fundet frem til endnu, så send mig gerne et link)

I ønskes alle et forrygende godt nytår med masse af kreativitet, glæder og fornøjelser

Knus fra Karen

ps vi ses næste år :-D

onsdag den 28. december 2011

Bær over med mig

Jeg har her i efteråret ikke været så flittig til at kommentere rundt omkring hos alle de skønne blogs jeg følger - men ..... ja kommentarer kræver altså, at ens hjerne lissom fungerer, og det er der "hunden ligger begravet", tror jeg.
Jeg er nemlig gået i gang med (sådan for alvor) at renovere 1. salen her på matriklen. Vi taler SERIØS renovering.....alle vinduer skal skiftes, alle vægge og lofter rives ned, gulvet brækkes op osv.
Lige nu ser der sådan ud

min kommende krea-stue
 Hyggeligt, ik?
Min 1. sal kommer her i løbet af foråret til at indeholde følgende:
teenagerens værelse, mit soveværelse, 1 kontor og en KREA-STUE!! Det sidste er nok det, jeg glæder mig mest til - et rum, hvor mit garn, min symaskine, og hvad jeg nu ellers har af dims kan få lov til at stå/ligge fremme....det bliver bare så godt, når den altså er færdig ;o)
Så hvis nogen i de næste par måneder spekulerer over, hvorfor der ikke sker så meget på min blog, så skyldes det helt sikkert, at jeg leger byggemand Bob ;o) 

mandag den 26. december 2011

Hade-aktivitet no 1

Der er bare ting, der SKAL gøres - og nogle af tingene gør man bare, fordi....ja, fordi det skal gøres, og det er en del af den daglige rutine f.eks opvask, madlavning, støvsugning osv. Det er ikke alt sammen lige sjovt, og man har bestemt ikke altid lyst, men man gør det!!!
Og så er der de ting, man egentlig også BURDE gøre, men som man "glemmer" (her kommer overspringshandlingerne ind) - for mit vedkommende er det strygning!!!
Jeg har en bøjlestang i mit kosteskab - og hver gang jeg har vasket, ryger alle de bluser/skjorter, der skal stryges ind i det skab - smart ik'? NEJ, for når man nu ikke kan li' at stryge, så hænger der til sidst så meget tøj i det skab, at der ikke er plads til hverken kost eller støvsuger. Hver gang, der bliver hængt noget ind i det skab, lover jeg mig selv, at "det stryger jeg i morgen".....men der bliver højst strøget 1 enkelt bluse (fordi jeg skal have den på li'ssom NU) - og rent faktisk måtte jeg erkende, at halvdelen af min garderobe nu hang i kosteskabet ;o) Jeg lavede derfor et før-nytårs-fortsæt - nemlig at få strøget tøjet lige så snart det har været vasket.....altså ikke noget med at samle til bunke....og for at vise min gode vilje strøg jeg hele eftermiddagen igår. Nu er tavlen visket ren! ALT tøj er nystrøget og hænger i tøjskabet - og støvsugeren er atter flyttet ind i kosteskabet, og jeg er blevet meget klogere..... (host, host) ;o) Jeg ved i det minste, at en af grundene til at hjemmestrik er så genialt: DET SKAL IKKE STRYGES ;o)

Raya update

Så nu er julen (næsten) overstået, og hverdagen begynder at snige sig ind på en. Jeg tvang mig selv til at holde HELT fri i går, men i dag går det slendrian ikke ;o) Min to-do liste er ikke lang, men det er min absolutte hade-aktivitet, der står på den, men mere om det senere ;o)
Raya vokser støt:
Det ene forstykke er ca. halvt færdig. Jeg er aldeles vild med mønstret, som slet ikke er så svært, som jeg umiddelbart troede.


Ellers har jeg fået taget mig sammen til at få færdigmonteret Tankestreg. Jeg fandt de flotteste knapper, som desværre var en anelse for små ..... men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, så jeg "krympede" knaphullerne med et par sting, så de passer til knapperne :-D
Den er bare blevet SÅ lækker, min Tankestreg - så selv om jeg ikke bryder mig om måden Annette Danielsen formidler sine opskrifter på, så er hendes design da bare for überlækkert - så opskrift-problemer eller ej, så ryger der helt sikkert meget mere AD-design af mine pinde i det nye år - det er sikker og vist.

søndag den 25. december 2011

En glædelig jul til alle ;o)


Så er det blevet 1. juledag - og nu begynder nisserne så småt at forlade matriklen - slik-fadet og skålen med nødder skal dog lige fyldes op et par gange endnu....så lidt jul er der tilbage.

lørdag den 17. december 2011

færdig - med Tankestreg


Inden vask og knapper
 Ja, måske skulle man give designet et nyt navn, for min Tankestreg er altså kortere end opskriften foreskriver, så måske ville navnet "semikolon" passe bedre ;o) Jeg ved af erfaring, at jeg aldrig rigtigt får brugt lange, strikkede jakker - så jeg valgte at korte den af. 
Jeg er ret vild med designet, så i denne udgave skal den nok komme i brug - når jeg altså lige har hittet nogle knapper, der passer i farve og størrelse. 
Knapt var tankestreg af pindene førend Raya (fra Mere Feminin Strik) hoppede på. Jeg er kommet et godt stykke på ryggen, som er lidt kedelig at strikke (omvendt glat er mindst lige så kedelig som alm. glat). Jeg har lovet mig selv, at ærmerne strikkes rundt på rundpind fra vrangen af, så jeg kan nøjes med udelukkende at strikke ret. 
  
Farven er altså knap så lyserød/pink i virkeligheden - mere støvet rød. Den er valgt, fordi mit farvevalg næsten altid er over i blå, lilla, grå eller sorte nuancer, så denne gang ville jeg prøve noget nyt og "vildt skræmmende" - nemlig at vælge en for mig atypisk farve ;o) 
Og så er kommer der da lidt julestemning ind i strikketøjet  

onsdag den 14. december 2011

Eksamen og bare lige "en anelse" pral ;o)

Ja, jeg er ikke typen, der praler altså, men .....ja, hvis du ikke kan holde ud, når folk praler af sig selv, så er det okay, hvis du skynder dig væk (vi er lige gode venner af den grund), for jeg har virkelig et stort behov for at prale lige nu- så, nu kommer det altså:
Jeg har været til mundtlig eksamen i dag - og jeg fik søren sjaskemig 12!!!!!
Min strategi var klar: SNAK TIL DE DROPPER
Og det gjorde jeg så - jeg var hel hæs, da jeg var færdig. Det mest utrolige var, at cencor var så tilpas imponeret, at han kom ud til mig bagefter og opfordrede mig til at gå videre med uddannelsen (en master i Beskæftigelse).....den kommunale kursus/uddannelses-kasse er desværre tom, så hvis jeg skal have mere uddannelse, skal jeg selv betale.......jeg føler mig virkelig fristet, men nu må vi se, hvordan den financielle situation ser ud det næste år her på matriklen.
Men lige nu er jeg bare så selvtilfreds, at det halve kunne være nok!!!!! ;o)
På strikkefronten ser det også lovende ud: Min stærkt modificerede udgave af Tankestreg er færdig og venter på Monteringsfeen og Raya fra Mere feminin Strik er kommet på pindene - og med eksamen vel overstået kan jeg begynde at fokusere på, at det snart/lige om lidt faktisk er jul med tilhørende ferie, hvor jeg nok lige strikker en enklet pind eller 2 ;o)

tirsdag den 6. december 2011

MØGKAT!!!!!!!!

Ja, det tænkte jeg (og et par andre farverige gloser, der ikke egner sig til at blive gengivet på en ellers pæn strikke-blog)!!!!
Og hvorfor nu det? Fordi en af mine katte har tisset på mine højt-elskede vinterstøvler! Og selvfølgelig ikke sådan lige nu, hvor man måske kunne have reddet det ved en hurtig aftørring....næh...det må være sket for noget tid siden, så støvlerne var blevet tørre igen, men det var bestemt ikke en liflig duft af lavendel, der steg op fra dem, skulle jeg hilse at sige. ALTSÅ: MØGKAT!!!!!
Nåh men skaden var sket, så enten skulle støvlerne smides ud, eller også skulle jeg gøre et eller andet vildt med dem. Jeg valgte det sidste, for i mit december-budget er der ikke afsat penge til nye vinterstøvler til mig.....så jeg smed resolut støvlerne i vaskemaskinen, hvor de fik 2 gange på 30 grader med sæbe og skyllemiddel.

Ja det måtte jo briste eller bære, og ved I hva'? Efter en gang mild tørring (ophængt på en bøjle lige ved en radiator) så er de så gode som nye - ingen lugt, ingen skjolder - bare fine!

Og mine møgkatte? Jah, jeg skumlede nogle minutter, hvor jeg truede dem både med at blive pelset OG udstoppet, men det virkede ikke helt som om de tog mig alvorligt - specielt den ene tog mine udgydelser med ophøjet ro: 



Og hvem kan da være sur på sådan en nuttet bamse-mis????

søndag den 4. december 2011

nyt på pindene - Tankestreg

Jeg kunne ikke holde ud at kigge på mine nøgne og arbejdsløse pinde - de frøs jo, de små stakler, så jeg kastede mig straks over Annette Danielsens "Tankestreg".
Det er et flot design, men...... (ja, nu håber jeg ikke, at jeg kommer til at fornærme nogen AD fans), men altså, jeg kan overhovedet ikke finde ud af at læse opskriften. Tingene bliver gentaget så mange gange, at jeg simpelthen farer vild i selve strikketøjet. Jeg valgte derfor at starte med et ærme....der er brugt 11 linjer på at beskrive lukning til ærmekuppel.....alle andre opskrifter jeg har set, kan altså klare det på 3 linjer.
Tankestreg af Annette Danielsen
fra bogen "Strik en Stund"

Nåh, men det var bare lidt brok. Tankestreg er virkelig lækker, og jeg håber, at min udgave bliver lige så flot.....for jeg kommer ganske givet til bruge opskriften som inspiration og rettesnor i forhold til maskeantal, men ellers? Ellers bliver det "Tankestreg" à la Karen ;o)

Hvordan er det lige, at man gør det?????

Jeg har modtaget en mail fra en rigtig sød strikke-dame, som gerne vil følge min og andres strikke/håndarbejdsblogs - og hun stiller et rigtig godt teknisk spørgsmål:

Hvordan melder man sig som fast læser, når man ikke selv har en blog, og man ikke bruger de mail-udbydere (f.eks Google), der optræder i det, der vist hedder "Google friend connect)?????
Håber nogen kan komme med lidt gode råd (uden alt for mange it-tekniske udtryk ;o) )

lørdag den 3. december 2011

Færdig - med "På Skrå"

Så blev "På Skrå" færdig - den kommer jeg helt sikkert til at bo i her i vinter. Den er varm og blød, og så er jeg helt vild med designet.....som er noget utraditionelt, må man sige.
Opskriften er super nem at følge og mønstret på forstykkerne er ikke sværere end man sagtens kan se tv e.lign samtidig - så På Skrå kan sagtens anbefale som tv-strik!!!
Opskriften siger 1 tråd mohair på p 6, men jeg valgte altså at strikke den i 2 tråde (1 uld, 1 mohair), for at få en tykkere trøje - det betyder også, at der er mere "hold" i den = den slasker ikke. Og bedst af alt - der er ingen nævneværdig montering ;o)
Nåh, men lige nu ligger strikkepindene helt bare og arbejdsløse, og det kan vi jo ikke ha', så mon ikke jeg skulle bladre lidt i en af Annette Danielsens bøger.....det ku' jo være, at der dukkede et nyt projekt op :-D








Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...