søndag den 25. marts 2012

Jesus i hjemmestrik?

Ja, det er altså ikke for at være blasfemisk eller noget, men i går aftes sad jeg og googlede opskrifter, og så faldt jeg helt tilfældigt over dette pragtfulde billede:
Den strikkende Madonna,
Buxtehude alteret,
Hamburger Kunsthalle
Billedet er fra 1300-1400 tallet, og viser mere end noget andet at strik i sandhed er et meget gammelt fænomen. Giv den smukke Madonna lidt mere moderne tøj på, så kunne dette billede være et moderne foto af en nybagt mors hyggestund med sit barn.
God  strikke og sol søndag til jer alle :-D

lørdag den 17. marts 2012

Update - Ellen Holm cardigan

Det har været en travl periode her på matriklen - teenageren og jeg har bl.a holdt en uges ferie i Jylland, der er blevet gjort hovedrent i hele hytten (støvet lå tomme tykt overalt som følge af alle mine ombygninger), og så er
der naturligvis også blevet strikket en smule. Jeg er nået til hulmønsterdelen på cardiganen, og nu kan jeg for alvor se begyndelsen til enden på dette strikkeprojekt.


Det er et nemt lille mønster, som hurtigt sidder i fingrene - og efter næsten 14 dages små-stress og travlhed har jeg besluttet, at dagen i dag skal bruges på strik, strik og atter strik (med en tilsætning af kaffe i rigelige mængder og evt. en lille lydbog) = en lørdag, der står på TOTAL AFSLAPNING/HYGGE  :-D

torsdag den 8. marts 2012

Minimalisme

Så blev min krea-stue færdig :


Det minimalistiske indretnings-design er aldeles utilsigtet, men jeg havde lige et øjeblik glemt, at når ens hus pludselig vokser 80 kvm, så kommer man altså i møbel-underskud - men heldigvis udmærker Lolland sig ved at have verdens bedste og billigste loppemarkeder/genbrugsbutikker. Samme stue så i øvrigt sådan ud for et par måneder siden: 
Billedet er godt nok taget fra en anden vinkel, men det generelle billede af kaos er vist tydeligt nok ;o)
Nu mangler jeg så "bare" at få gjort et eller andet effektivt ved min gang. Jeg har hevet 27 lag tapet af (sådan føles det, men det var vist kun 11 lag) og da jeg kom helt i bund fandt jeg dette:
Snyde marmor-fliser. De er malet direkte på væggen - havde jeg haft råd til det, ville jeg helt sikkert få en maler til at male dem op igen, men da jeg ikke har vundet i lotto, og heller ikke har de store Picasso evner med en malerpensel, så må jeg nøjes med at spartle og tapetsere væggen (og lidt andre småting).
Når det er sket, har jeg været igennem samtlige rum i mit kæmpe skrummel af et hus. Alle lofter været revet ned, samtlige gulve har været pillet op, der er blevet støbt og isoleret. Jeg har båret ca 420 sække byggeaffald ud (jeg har gemt banderolerne fra sækkerullerne som minde), og lad mig sige det med det samme: JEG GØR DET ALDRIG IGEN - altså gennem-renoverer et hus - ALDRIG!!!!!!! 
De seneste 5 år har jeg fokuseret på ombygning, og det har fyldt så meget, at jeg hver gang, jeg købte garn, helt automatisk omregnede garnets værdi til antal gipsplader, men det er slut lige om lidt. Nu skal jeg til at tænke på møbler, lamper, nips og andet "dims" - og det er helt klart meget sjovere.....og ikke nær så støvende ;o)

søndag den 4. marts 2012

"Strikkedims"

Som de fleste andre strikkere har jeg en stor kurv til mit strikketøj - og så har jeg et system - når jeg har afsluttet et strikkeprojekt, tømmer jeg kurven for rest-garn, strikkepinde o. lign, og så fylder jeg kurven med næste projekts garn osv.  Ja, det lyder overskueligt, ik'? På den måde burde alt, jeg skulle bruge, jo være lige inden for rækkevidde, men der er jo de dersens småting, som man skal bruge til alle projekter: nåle til montering, målebånd, regnemaskine, kuglepen+blok, saks for slet ikke at tale om div. "remoter" (tv, dvd, cd-afspiller og radio) - alt det, jeg aldrig kunne finde, fordi det altid havnede i bunden af strikkekurven. Derfor har jeg nu etableret en mini-strikkekurv til alt mit nyttige "strikkedims", så det ikke hele tiden bliver væk.

Og nålepuden - den er naturligvis strikket i reste-garn og fyldet? Ja, det kunne da ikke være andet end monterings-garn stumper, vel???? 






 Ja, jeg indrømmer, at nålepuden er en helt igennem velovervejet overspringshandling, for jeg måtte lige have en lille pause fra mit "hold da op, hvor er der mange masker" projekt, men det vokser alligevel - langsom og sikkert, så det skal der nok komme en færdig cardigan ud af (på et tidspunkt)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...