søndag den 25. november 2012

Nyt på pindene - klassiske sildeben m. et twist

Ja, der er naturligvis allerede hoppet et nyt strikkeprojekt på pindene. Jeg fandt denne opskrift i et tillæg fra Hendes Verden (Nordisk strik):
Og den kunne jeg bare ikke stå for - især ikke lige nu, hvor jeg er inde i en flerfarve/mønsterstrik fase, hvor jeg slet ikke kan få nok af mønster. Meeeen jeg tænkte nu, at jeg havde mere lyst til sådan lidt knald på farverne. Den er superflot og aldeles klassisk i grå, men hvad nu hvis...?


Ja, hvad nu hvis den mørkegrå blev erstattet af sort og den lysegrå med noget multi-colour uldgarn? Så bliver udtrykket et helt andet -stadig lidt klassisk, men meget mere frækt. 
Mine "sildeben" strikkes på p. 3½, som er min absolutte yndlings størrelse, og mønstret er bare lige ud af landevejen - og slet ikke svært overhovedet. Efter min anden mønstertrøje er denne her ren tv-strik - så jeg har planer om en ren hygge-eftermiddag med tændte stearinlys, nogle gamle Barnaby (Midsomer Murder) afsnit på dvd'en, ny-lavet kaffe og så "sildeben" i lange baner :-D Så kan det ruske og regne lige så tosset, det vil - HER ER DER DØMT STRIKKE-HYGGE!!!!!

lørdag den 24. november 2012

FÆRDIG m. sweater med mønster og farver

Så blev den endelig færdig! Jeg havde rigtig svært ved at tage mig sammen til at strikke den rullekrave, men det lykkedes og monterings-feen blev hidkaldt, så enderne kunne blive hæftet osv.
Denne sweater bliver helt sikkert min absolutte vinter-favorit. Den sidder perfekt, den er varm, og så er designet bare så flot! Jeg havde den med på arbejde for at vise den til min strikkende kollega og min chef spurgte, hvor jeg havde købt den henne - hun troede ikke på, at den var hjemmestrikket :-D Nåh, men mens jeg kæmpede med at få strikket den rullekrave, så kom jeg sørme til at starte på en anden vinter sweater - også med mønsterstrik, men det kommer der billedes af på et senere tidspunkt. 

onsdag den 14. november 2012

Update - mønster strik med masser af farver

Så, nu nærmer den sig sin afslutning - jeg er nået til de sidste 12 cm på forstykket (indtagning til hals) og kan jeg godt mærke, at jeg trænger til at strikke noget andet nu, men samtidig glæder jeg mig helt vildt til at få den færdig.

Den har været hyggelig at strikke og som en absolut bonus, så har jeg vist kun fundet 2-3 fejl i diagrammet :-D


Der er andre end mig, der har nydt strikkeprocessen - min ene kat insisterer på at ligge på skødet, når der strikkes og aller helst med mit strikkeprojekt over sig som en dyne! 
Så min lille "strik-tester" har godkendt det foreløbige resultat = det er blødt og varmt nok til at man kan sove i det ;o)

torsdag den 8. november 2012

En luftig cardigan

Opskriften til denne skønne cardigan fandt jeg i Hendes Verden nr 31/2012. Den er designet af én af mine yndlings strik designere Lene Holme Samsøe.
Den er strikket i sort bomuld på p 3½. 
Og faktisk var den lige ved at få mig til at opgive ævret - ikke pga  opskriften, men pga den farve, jeg havde valgt.
Mine "gamle" øjne har det altså svært med sort - og jeg kunne faktisk næsten ikke se forskel på "2 ret sammen" og "2 drejet ret sammen", hvilket er et STOOOORT problem, når man strikker denne cardigan (den består nemlig ikke af andet end de 2 ting) - det betød, at jeg kunne strikke et stort stykke om aftenen og næste dag (i sollyset) kunne jeg se, at jeg havde strikket det hele forkert, så det skulle trævles op. MEN jeg er en gennemført stædig rad, så jeg blev færdig med min cardigan, og har nu fået den monteret - den mangler stadig knapper, men dem jeg havde købt var for store til knaphullerne, så jeg må på knap-shopping igen i nær fremtid.
Jeg er vild med trøjens luftige udtryk og kunne sagtens finde på at strikke en til - bare ikke i sort eller en anden mørk farve!!!!!!

mandag den 5. november 2012

Jubiiiiii, jeg trævler op

Ok, jeg erkender, at det er en særdeles bizar overskrift, men faktum er, at jeg i denne weekend har hygget mig helt vildt med at trævle op.
Ja, og hvorfor nu det? 
Jeg er krympet (dog ikke i vask) - d. 26. juni besluttede jeg, at jeg ikke længere gad bruge energi på at lade som om, jeg havde det fint med at bruge str. 50/52, og i stedet faktisk gøre noget ved det. Jeg skruede en livsstils ændring sammen - én som passede til mit temperament, og så gik jeg i gang. Jeg er nu nået til at kunne passe str. 44/46 og nu har jeg fået det luksusproblem, at en masse af mit tøj (ink. mit strik) er blevet for stort.  :-D
Et par sweatre er blevet trævlet op og resten venter på, at jeg finder et godt hjem til dem. 
Min ideal tøjstørrelse er 42 - så jeg mangler "lidt" endnu, men da det ikke er en slankekur men en grundlæggende ændring af mine spisevaner, jeg har gennemført, så regner jeg bestemt med, at jeg når til det punkt på et tidspunkt. Og i mellemtiden strikker jeg på livet løs (bare ikke længere str. XXXL), og det er en total lækker fornemmelse, at jeg nu bare kan strikke efter opskriften og ikke længere skal strikke ting på større pinde eller slå x-antal flere masker op!!!!! 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...