tirsdag den 29. januar 2013

Nyt på pindene - kjole m. snoninger

Så er der et nyt og større projekt hoppet på pindene - det er naturligvis den smukke strikkede kjole med MASSER af snoninger. Den skulle gerne komme til at se sådan ud:
Lad mig sige det som det er - en af grundene til, at jeg ikke har været startet på den tidligere er, at jeg ikke fattede en brik af diagrammet. Det gjorde jeg stadig ikke, da jeg satte mig for at strikke kjolen, så jeg startede meget ydmygt med det ene ærme.... ud fra den betragtning, at så kunne jeg bruge det som øvestykke/strikkeprøve. Jeg kan stadig ikke helt forstå forklaringerne til diagrammet, men da strik jo i bund og grund er meget logisk, så viste det sig, at snoningerne gav sig selv, når først maskerne var på pinden - ergo jeg behøver slet ikke kigge på det diagram :-D
Nåh, men sådan ser ærmet ud - og for en gangs skyld har mit kamera fanget farven ret nøjagtigt - måske er originalen en anelse mere mørk-lilla - sådan lidt a la mørk lyng-farvet. 
Det er første gang jeg prøver at lave denne slags snoninger, og det er noget der kræver tålmodighed, skulle jeg hilse at sige. Ifølge opskriften skal for og bag strikkes hver for sig, men jeg har nu i sinde at strikke dem op på rundpind - jeg sparer noget montering (ALTID godt), og så slipper jeg for vrangpindene, hvor jeg nogle gange har lidt svært ved at se, om en maske skal strikkes r eller vr. Jeg kan slet ikke vente med at få den kjole færdig - bl.a. fordi det er min første strikkede kjole overhovedet. Så nu vil jeg i gang med at slå masker op til bullen :-D

lørdag den 26. januar 2013

Færdig med Zebra-tørklæde + andet

Så blev mit tørklæde færdigt - og Monterings-feen kom for en gangs skyld med det samme. 
Jeg har skam også brugt tørklædet flittigt de sidste par dage - og det har vist sig at være lige så lunt og blødt som forventet.
Men jeg har været mere aktiv. Jeg har også strikket en hue - nej ikke til mig selv, for min hovedform passer IKKE til huer eller hatte for den sags skyld. 

Jeg har strikket denne her til en bekendt (opskrift fra Sandnes):

Den skal filtes, og inden filtningen ser den (og blomsterne) sådan ud

Den er til en bekendt, og der står i opskriften, at efter vask skal man tage huen på, så den får den rigtige form, så den sidste del af arbejdet står hun selv for. Til gengæld for strikkearbejdet har hun foræret mig denne søde, lille (hjemme)-filtede taske: 

Nu skal jeg så igang med et af projekterne på min to-do liste - og jeg glæder mig allerede :-D

søndag den 13. januar 2013

Nyt på pindene - Drops Zebra-tørklæde

Da jeg en kold og kedelig oktobermorgen mødte på arbejde, lå der en stor pose på mit skrivebord og ved siden af lå der et stykke papir, hvor der stod: "Dette garn er til dig - hvis du ikke kan bruge det, så smid det ud". Det viste sig, at det var en gave fra min kollega, som af og til strikker - hun ville strikke et halstørklæde, men var blevet så træt af at strikke i det, at hun havde givet op. MEN SMIDE GARN UD????? Nej, det kommer ikke til at ske, så jeg kiggede i posen og fandt:
16 nøgler garn - 4 mørk lavendel, 4 lys lavendel, 4 sart rosa og 4 sorte. Det er en pelsagtig kvalitet, der meget fantasifuldt hedder "Garn". 
Det føles lidt som en blød piberenser (uden metaltråd indeni). Det glider godt på pindene, men det er svært at trække garnet gennem maskerne, så jeg kan godt forstå min kollegas frustration.
Nåh, men nu skal det bruges, for det passer i farven perfekt til min seneste "kreation", og valget faldt på et tørklæde fra Drops: Zebra 140-29. I opskriften er det strikket i sort og hvid, men min zebra bliver noget mere farverig og tøset:
Det er en nem opskrift, og ser man bort fra det besværlige garn, så er det et nemt og overskueligt projekt, der næsten strikker sig selv. Det er tv-strik, når det er bedst, og da det strikkes på p. 5, så går det også hurtigt. 
Nåh, men nu må jeg hellere lige få luftet støvsugeren og gulvmoppen - og så skal der strikkes, mens jeg lytter til denne her. En utrolig spændende og anderledes krimi, der foregår i 1100 tallet i England og med en kvindelig hovedperson. God søndag til jer :-D

lørdag den 12. januar 2013

Færdig m. sweater m. store snoninger

Så blev årets 1. projekt færdigt! Monteret og det hele. 
Opskriften er fra Drops (120-24).
Jeg har lavet visse ændringer i forhold til opskriften - den er strikket af tykkere garn og derfor på større pinde (5½), og den er strikket ca. 10 cm længere, så den går ned midt på lårene - en god ting her nu, hvor kulden efter sigende vender tilbage.
Faktisk er denne sweater en del af et "sæt", ja det er altså et jeg selv har fundet på - så lige nu skal jeg i gang med et kæmpe halstørklæde, der matcher i farverne til sweateren, men mere om det i morgen, når jeg er kommet i gang med tørklædet.

fredag den 4. januar 2013

To-do liste - marts

Jeg tror sørme, at jeg jeg er ved at udvikle mig til en dromedar (er det ikke dem, der kun har en pukkel?) Der er simpelthen sket det, at jeg igår udviklede strikke-myoser hele vejen ned langs og under det ene skulderblad - så jeg har virkelig en følelse af, at der er ved at vokse en pukkel frem. 
Årsagen er jo selvfølgelig at min snonings-sweater nu er blevet så tung at sidde med, at jeg ubevidst har spændt i skuldrene for at holde det - jeg er nået op til raglan-indtagningen, så nu er ærmerne også kommet på, og det gør den virkelig både tung og særdeles uhandy.
Men jeg har nu ikke kedet mig - jeg har holdt lagerstatus over mit garnlager.....nej jeg blev ikke færdig, for jeg opgav at tælle efter jeg nåede op til 13 kg. Det jeg fandt ud af var dog, at jeg har garn nok til mine marts to-do projekter også. 
Hendes Verden, tillæg  til nr 41 2011
Denne her skønne sag fandt jeg i  et tillæg fra Hendes Verden - jeg købte faktisk garn til den, men....åh ja, så stoppede det hele, fordi de snoninger er faktisk lidt komplicerede bla, bla bla (masser af dårlige undskyldninger) ;o)






Jeg har også garn liggende til denne her - det projekt kom ikke ud af starthullerne, fordi jeg pludselig blev enig med mig selv om, at jeg ikke havde brug for endnu en cardigan, men hellere ville have en sweater med det mønster - ja, og så er det lige jeg spørger, hvor svært er det lige at gøre det? Svært åbenbart, for der er ligesom ikke sket mere i sagen, men NU...... (den er fra Ingelise's Strikkemagasin nr 11/2010).
Ja og som rosinen i pølseenden har vi så denne her sjove, lille jakke fra Alt Om Håndarbejdes Strikkemagasin 10/2012. Den har ikke stået særlig længe på To-do listen, men jeg tænkte, at den ville være et godt mellem-en-masse-snoninger projekt - og det fede ved det hele er, at jeg har ikke noget garn parat, så inden længe bliver jeg simpelthen nødt til at gå ud og købe noget mere garn - ellers er mit lager jo næsten tomt, OG MAN KAN ALDRIG FÅ FOR MEGET GARN ;o)

onsdag den 2. januar 2013

To-do listen for januar/februar 2013

Jeg har som sådan ikke lavet nogle nytårsfortsæt, men så alligevel en slags.
Inden jul lovede jeg mig selv, at de drømme-projekter, der havde stået længst på listen, men som hele tiden var blevet skubbet ned (af andre projekter) nu skulle op til vurdering - skal de strikkes eller skal de pilles af listen?
Jeg har pillet et par af, men der blev dog en del tilbage, som jeg savler over, men som af den ene eller anden grund er blevet udskudt. Nu er det jo sådan, at man føler sig mere forpligtet til at gøre ting, hvis man har sagt det højt til andre - så derfor får I lige min To-do liste for de næste par måneder:

Er den ikke lækker? Ja, men opskriften siger: "Slå 552 masker op på p 3 og strik 35 cm lige op". 
Ja, den beskrivelse har altså taget lidt af lysten væk, skulle jeg lige hilse at sige.



Og denne skønne kjole? Tja, den er blevet fravalgt ad flere omgang, fordi der er så bandsat mange snoninger, men den er da bare for lækker, ik'?



Ja, det er mine strikke planer for de næste par måneder - njaa, der er lige en råhvid sweater med snoninger, der godt kunne finde på at snige sig ind mellem de her 2 projekter - men nu får vi se.
Håber I alle får en forrygende dag - selv vil jeg nyde, at jeg stadig har juleferie og først skal møde på arbejde igen på mandag :-D
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...