onsdag den 29. maj 2013

Færdig med - strikket sommerkjole

Strikkede kjoler har nu været på mode i snart flere år, men som sædvanlig halser jeg håbløst bagefter. Jeg skal åbenbart se et trend MANGE gange, inden jeg "falder" for det - nåh men nu har jeg altså begået endnu en strikket kjole - denne gang en sommerkjole.
Den er strikket på p 4 og 4½ i Firenze garn.
Opskriften er fra Kreativ Strik nr 13, 2011. 
Jeg er selv ret vil med resultatet, og den sidder godt - og nu hvor jeg er gået i "strikkede kjoler"-mode, så bliver jeg simpelthen snart nødt til at strikke Klokkeblomst også, men det må komme lidt senere på sommeren, for jeg har jo altså lige en sommertop, der skal være færdig.

mandag den 27. maj 2013

Nyt på pindene - bæk og bølge top

Med det vejr vi har haft her på det seneste, burde jeg nok have slået masker op til en regnfrakke, men i stedet er jeg gået i krig med en sommertop. Opskriften er fra det nyeste tillæg fra Hendes Verden (nr 21 2013) og garnet? Ja det poppede op, da jeg gennemgik garnlageret på jagt efter bomuldsrester. Det hedder Firenze, og jeg købte det for år tilbage i min lokale Brugsen. Det kostede 5 kr pr nøgle....og spørg lige om jeg hamstrede et stort lager ;-) Jeg har strikket adskillige ting af det i tidens løb, men jeg har aldrig været helt tilfreds med resultatet. Det er måske ikke så tydeligt på billedet, men det der ligner hvide "nister" er rent faktisk sølvtråde. De andre ting, jeg har strikket af det, har været glatstrik, og så "forsvinder" sølvglansen ligesom - ja, det lyder måske underligt, men dette garn egner sig bedst til mønstre med en masser af strukturer. 
Denne top skal udelukkende ret med nogle omslag, så det er der ikke så mange ben i - og på p str. 4, så går det hurtigt fremad.
Jeg har i øvrigt også lige bedrevet et andet projekt i samme garn. Det er lige hoppet af pindene .... men .... ja det venter på monteringsfeen. Det er strikket af det sorte garn. Jeg havde 20 nøgler af det liggende, og nu har jeg besluttet, at det skal bruges rub og stub - så jeg får mere plads i min garnreol til nye indkøb. 
Håber I andre også har flot solskin lige nu - jeg fik lige en time på terrassen med strikketøjet efter arbejde, og det var bare så dejligt!

tirsdag den 14. maj 2013

Man ved, man har brug for briller, når

man ikke længere kan læse det, der står på garnbanderolerne!!!!
Billedet har jeg lånt HER
For slet ikke at tale om, at man ikke længere kan strikke med sort eller andre mørke farver.
Så jeg har taget konsekvensen af, at de åbenbart er begyndt at skrive meget mindre og meget mere gnidret på garnet og købt mig 2 par læse/strikke briller i mit lokale supermarked. Et par bor fast i min strikkekurv, mens det andet er flyttet ind i min taske - for HVIS nu jeg skulle få lyst/trang til at tage på garn-gramse-tur, så er jeg jo nødt til at have nogle briller med, så jeg kan læse pindstørrelse, løbelængde osv. Så nu ser jeg godt ud igen ;o)

søndag den 12. maj 2013

Færdig med: stribet sommerbluse

Så fik jeg vasket og monteret min stribede sommerbluse.
Den er strikket i bomuld på p 3 - i flg. opskriften skulle den strikkes på 3½, men det blev for slasket syntes jeg. 
Opskriften er fra Alt om Håndarbejde Strik nr 04/2013.
Jeg har brugt 400 gram i alt - og det er et ægte reste-projekt, for jeg er ved at få bugt med alle de "sjatter" garn, jeg har liggende.....I ved 50 gr af én farve 100 gr af en anden - jeg overvejede at hækle et tæppe, men besluttede i stedet, at mine rester skal gå til trøjer, så bær over med mig, hvis jeg i sommerens løb spammer bloggen med diverse stribede bluser e.lign. Det er fordi, jeg er rig på rester ;o) 

torsdag den 9. maj 2013

Monteringsdag med morgenhår


Som så mange andre har jeg fri de her 4 dage, og det er jo dejligt. Jeg har lavet en alen-lang praktisk do-to-liste, der inkluderer sådan noget som at pudse vinduer, rive ukrudt op på terrassen, rydde op i køkkenskufferne og ..... ja en masse andet (nej, det er ikke sjovt, men det er dejligt, når det er overstået).
I følge min plan skulle jeg faktisk lige nu ligge med rumpetten i vejret og kæmpe med de der stædige mælkebøtter, men...... ja, jeg kom altså til at læse LIDT for længe i aftes......faktisk var klokke 2:30, da jeg slukkede lyset. Se, det ville ikke have været et problem, hvis jeg havde husket:

  1. At slå vækkefunktionen fra på min telefon      eller
  2. At tage telefonen med ind ved siden af sengen
Nåh, men jeg gjorde ingen af delene, og derfor blev jeg revet ud af min søde søvn kl 5:30 i morges og måtte ud af fjerene for at famle rundt i jagten på den larmende telefon, som jeg kunne høre meget tydeligt, men altså ikke finde sådan lige med det samme. Resultat: JEG BLEV LYSVÅGEN og kunne umuligt bare gå i seng og sove videre. Jeg drak morgenkaffe og forsøgte at motivere min indre "arbejdsbi", men den er da vist fløjet væk ;-) Så dagens program er ændret: Min stribede sommerbluse er strikket færdig, så den kan jeg montere - jeg har et nyt strikkeprojekt i tankerne, men min hjerne føles som kold havregrød, så jeg tror ikke, at jeg vil kunne koncentrere mig om at slå masker op........i stedet vil jeg sætte mig i sofahjørnet med kaffe, nål og saks inden for rækkevidde og en film på dvd'en......og så tror jeg, at en lille "morfar" her senere på dagen kunne komme på tale :-) 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...